søndag den 15. juni 2008

9. december 2005

Vi blev hentet ved hotellet kl. 7.00 af bussen fra ”MOUNT`N BEACH SAFARIS” . Bussen kørte rundt til andre hoteller for at hente flere der skulle med på turen. Efter 10 minutters kørsel måtte Cecilie og Susanne opgive at komme med på turen da Cecilie havde mavesmerter. Bussen kørte over en masse af Sydney mange broer ligesom vi kørte forbi det olympiske stadion. Vi så en masse hvide kakaduer. Første stop var i en dal ved starten af Blue Mountains. Lige før vi kom ned i dalen så Henny som den første en vild kænguru der hoppede rundt i skoven. Kort efter kunne vi se kænguruerne gå nede på et græsareal hvor vi lidt senere gjorde holdt. Stedet hed GLENNBROCK og var eet af de steder hvor backpackers kunne overnatte og altså også et af de steder hvor Susanne og Per overnattede da de i 1988/89 var på tur i Australien og havde dyr og fugle lige uden for teltet. Der var en masse grå kænguruer og i alle størrelser. Vi gik rundt imellem dem og fotograferede medens børnebørnene sneg sig efter flokkene i kanten af skoven for at prøve at røre ved dem. Hver gang det lykkedes dem at røre ved én hoppede den væk igen, men de morede sig herligt. Der var også en del store hvide kakaduer med flotte gule aftegninger samt med gul top. Før vi kørte videre var der the, kaffe og kager til alle. En masse fugle forsøgte at tage Thomas`s kager. Med på turen var bl,a. et fransk ægtepar der havde været rundt i Australien i 1½ måned samt 2 små Japanesere.

Næste stop var ved EAGLE HOUT et udkigspunkt med udsigt over Blue Mountains og hvor man rigtig kunne se hvorfor de kaldtes Blue Mountains. Der var bl. a. en rigtig flot grøn og rød Rosella papegøje . Næste ophold var hvad de kaldte Green/Grey Valley som vi så ud over toppen fra ca. 1000 m højde.Træerne var blå til den ene side og grønne til den anden side.Guiden fortalte at der bl.a. levede koalaer dernede i skoven hvor der var mange eucalypsostræer. Efter en god frokost på hotel Imperial i byen Hartley ( et af de ældste hoteller på disse kanter hvilket inventaret også viste) kørte vi videre og fik en herlig oplevelse i FEATHERDALE WILDLIFE PARK. Her var der masser af forskellige dyr der mere eller mindre frit gik rundt imellem os, men dog således at de kunne gå ind bag nogle afspærringer hvis de ønskede at være sig selv. Der var bl.a. en masse koalaer hvoraf 1 havde været uartig og var blevet sat op i et træ uden mad for at skamme sig indtil én af dyrepasserne kom og satte den over til de andre koalaer så den kunne få noget at spise. Én af koalaerne var smuttet ud og havde udset sig mor som én den ville op til. Den sad på jorden og rakte sine små forben op mod hend og tog i hendes arme for at komme op. Da én af dyrepasserne så det kom hun farende og tog den og satte den ind til de andre igen. Én af koalaerne sad i et træ og sov og så kunne de der ønskede det blive fotograferet med den.

Ved indgangen til parken stod i øvrigt en mand med en lille kænguruunge. Han ville gerne have Thomas hen og blive fotograferet med ungen, men det ville han absolut ikke da han syntes det var synd for den lille kænguru at den skulle være i en sæk og ikke i moderens pung. Efter koalaerne kom vi ind i en del af parken hvor der var mange kænguruer der løb rundt imellem os og der var også også et par FROGMOUTHS eller frømund som den vel hedder på dansk. De var så tamme at man kunne ae dem uden at de fløj væk. Der var tale om fugle der var fundet på steder hvor store træer var væltet af storm og da fuglene lever nederst i disse træer ville de dø hvis de ikke blev indsamlet til parker idet de ikke selv kunne komme op i træerne igen. Der var også mange forskellige andre fugle bl.a. var der forskellige slags isfugle deriblandt latterfuglen,samt sangfugle og papegøjer i alle mulige farver. Vi så endvidere masser af forskellige australske dyr såsom Vombat,hulepindsvin,forskellige slags kænguruer,tasmanske djævle,store varaner,krokodiller og andre krybdyr. Der var også flyvende hunde,diverse ørne,flere slags ugler og andre rovfugle,kakaduer af forskellig slags,emu,latterfugle, men alligevel var koalaerne de mest interessante. Vi var tilbage ved hotellet kl 18.00 efter endnu en pragtfuld tur. Cecilie var blevet rask igen efter at have sovet 5 timer og vi gik ud og handle lidt og mødtes så kl.19.30 ved Darling Harbour ved springvandet som slet ikke er et springvand. Vi spiste wok-mad fra østen hvorefter vi gik tilbage til hotellet langs Darling Harbour og gennem den kinesiske by.

Ingen kommentarer: